lørdag den 1. marts 2008

DSU og VU indbyder til aktion foran Den Russiske Ambassade

Ja til demokrati, nej til Putins magtmonopol!

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og Venstres Ungdom (VU) er gået sammen i kampen for et frit og demokratisk Rusland. Den 2. marts, på dagen for det russiske præsidentvalg, indbyder DSU og VU til aktion foran den russiske ambassade i København.

DSU og VU fordømmer de udemokratiske tendenser, der præger det forestående russiske præsidentvalg. De to ungdomsorganisationer kræver derfor, at Vladimir Putin udskriver et nyvalg, som skal foregå under demokratiske forhold med respekt for forsamlings- og ytringsfriheden.

”Det er meget foruroligende, at se, hvordan et tidligere spirende russisk demokrati på ganske få år er blevet ført tilbage til sovjet-tilstande, hvor folk straffes for at sige deres mening og pressen holdes i et statsligt kontrolleret jerngreb. Det strider mod vores frihedsopfattelse”, udtaler Anne Paulin fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.

DSU og VU mener endvidere, at det internationale samfund bør have et større fokus på den demokratiske udvikling i Rusland. EU bør som Ruslands vigtigste handelspartner benytte sin unikke position til at kræve respekt for basale menneskerettigheder og demokratiske rettigheder.

”Som europæiske naboer kan vi ikke acceptere Ruslands demokratiske slingrekurs. Derfor bør Ruslands medlemskab af Europarådet tages kraftigt op til overvejelse, medmindre at Putin indser det problematiske i præsidentvalget og udskriver nyvalg med fri og lige adgang for alle kandidater”, udtaler”, Jakob Schmidt, politisk ordfører for Venstres Ungdom.

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og Venstres Ungdom indbyder derfor til aktion foran Den Russiske Ambassade i København, Kristianiagade 5, 2100 København Ø. den 2. marts kl. 15.00.
Aktionen er endvidere støttet af følgende organisationer: Frit Forum, Radikal Ungdom, Konservativ Ungdom, SILBA og Europæisk Ungdom.

For yderligere informationer kontakt: Anne Paulin fra DSU på 23363693 eller Jakob Schmidt, politisk ordfører for VU, på 26842410 eller js@vu.dk

Ingen kommentarer: