lørdag den 23. august 2008

Glemte vi Georgien?

Af: Nikolaj Vad, Internationalt Udvalg

DSU har i den sidste tid med bekymring fuldt Ruslands krænkelser af Georgisk suverænitet. Det er selvfølgelig uacceptabelt at Moskva uden at blinke vælger at sende kampvogne ind over den Georgiske grænse. Den sidste tids uro er ikke en konflikt, der løselig med pæne ord om Demokrati og suverænitet fra EU og USA. Konflikten har ligget under overfladen siden fredsaftalen i midten af halvfemserne, hvor Rusland effektivt "frøs" konflikten mellem udbryder regionerne Abkhasien og Syd Ossetien. Man fristes til at sige, at så længe strukturen mellem udbryder regionerne og den Georgiske regering er defineret af den gamle fredsaftale vil varig fred i Georgien være "en by i Rusland".
DSU mener, at både EU og USA bliver nødt til at gå i dialog med Moskva og Tbilisi om en aftale der kan sikre fred i Kaukasus. Vi kan ikke igen se til fra sidelinjen, mens Ruslands fokus er frontlinjen. Der er ingen tvivl om at verdenssamfundet har svigtet de demokratiske kræfter i Georgien. Så sent som sidste år hvor Bush i en tale til det georgiske folk i Tbilisi sagde: "I har valgt vejen til demokrati og frihed – og I vil ikke gå den alene". Alene er præcis hvad georgierne føler sig i disse uger, mens russiske bombefly ødelægger deres infrastruktur, byer og land. Arrogancen som Rusland udviser ved at kalde deres tropper "fredsbevarende" er intet mindre en foragt for verdenssamfundet og de georgiske civile der har mistet deres liv i konflikten.
Fremtiden for det spæde georgiske demokrati afhænger i høj grad af EU. Siden Rose-revolutionen i 2003 har præsident Saakashvili kæmpet for at indføre økonomiske og demokratiske reformer for at bringe Georgien nærmere EU og NATO. Demokratiet i Georgien er blevet indført af den intellektuelle elite, hvilket har resulteret i at demokratiet aldrig har nået at sive ned i det georgiske samfund. Derfor mener DSU, at EU i langt højere grad skal fokusere på at støtte demokratisering i Georgien.


Ingen kommentarer: