onsdag den 24. oktober 2007

Afrikansk besøg i DSU

DSU, SFU, RU, KDU, VU og KU har gennem det sidste år deltaget i et samarbejde med FN’s udviklingsprogram om Danmarks bidrag til FN’s 2015 mål. I marts præsenterede vi vores fælles udspil ”Større & bedre” til både Ulla Tørnæs og til partiernes ordførere. Selvom det er historisk, at vi på tværs af politiske uenigheder kan blive enige blandt de danske politiske ungdomsorganisationer om både min.1 %, mere multilateral bistand og gældslettelse udover udviklingsbistanden, så er det måske endnu mere interessant om også unge, der dagligt konfronteres med udfordringerne i udviklingslandene, er enige. På den baggrund har ungdomsorganisationerne i samarbejde med Udenrigsministeriet og UNDP inviteret 12 afrikanske unge fra henholdsvis Liberia, Uganda, Mozambique, Kenya og Somaliland til Danmark for at deltage i et fire dages seminar om svage stater og uddannelse. Seminaret skal ende med endnu en opfordring til Udviklingsminister, Ulla Tørnæs.

Fredag d. 19. oktober
Vi havde ventet tre timer før vi så Victor gå med hastige skridt hen til informationen i lufthavnen. Vi havde fået hans navn råbt op, da vi stadig ikke havde mødt vores gæster på trods af, at deres fly var landet for en halv time siden. Det var en cirka to meter høj konstant smilende mand vi mødte, og som skyndte sig med at undskylde for forsinkelsen. Deres bagage var strandet i Amsterdam. Det virkede som en uoverskuelig situation efter tre timer på kaffe i Kastrup lufthavn. Men humøret var højt fra begge sider, så efter de havde fået et par timer på hotellet ovenpå deres 16 timer lange tur, var de friske på at mødes med de andre danske og afrikanske repræsentanter til middag og diskussion. De var dog ikke helt forberedt på vejret, så vi måtte finde sko, jakker, trøjer og strømper frem til de frysende ugandanesere, men så var de også klar til en weekend i København inden afgang mod Krogerup Højskole mandag.
- Rune
.
Lørdag d. 20. oktober
Vi fortsatte den sociale weekend inden seminarets start om mandagen med en tur til det fynske – nærmere bestemt Region Syds regionskursus på Gadsbølle. Vores tre gæster fra Uganda; Pam, Janet og Victor var alle meget imponerede over togturen, specielt da toget krydsede Storebælt under vandet. I Bred blev vi mødt af Simon Lausten og Kasper Højde og vores gæster lagde kækt ud med ”Fyn er fin”, og så var stilen lagt til en dag med god stemning og gode oplevelser. Vi startede med en frokost, da vi ankom, men derefter gik tiden med oplæg på kurserne. Pam, Janet og Victor fortalte levende om udfordringerne i Uganda og deres organisation ”Straight Talk Foundation”, der laver radioprogrammer om reproduktiv sundhed og seksuelle rettigheder. DSU’erne var meget spørgelystne, så der blev både debatteret og tegnet kort over Uganda på tavlen, og grinet højlydt, da Pam fortalte, at det eneste hun savnede fra Uganda var solen.














I kreatiden spillede Viktor fodbold, og fik danset en sejrsdans, da han scorede. Pam og Janet forsøgte at synge med på Kim Larsen, mens de lavede græskar ansigter til Haloween festen om aftenen.































Middagen var i ægte Cæcilie stil en sand fornøjelse, og også de traditionelle DSU sange gav stor glæde hos vores gæster. De ville også være med, så vi bidrog med ”Maybe danish girls are pretty, but the wheather’s pretty shitty”.
Resten af aftenen blev der festet og danset indtil det sidste tog mod København, hvor Pam, Janet og jeg tog afsted. Victor var dog frisk, så han blev og sov på Gadsbølle.
- Lea
.
Søndag d. 21. oktober
Efter besøget og festen på Fyn var der et let program søndag. Vi skulle alle forbi IBIS (humanitær organisation) og høre om deres arbejde. Det viste sig at være lettere besværligt at få alle afrikanske deltagere til at ankomme på samme sted til samme tid, men lidt forsinkede nåede vi frem til IBIS’s lokaler på Nørrebrogade. Her fortalte en frivillig om IBIS arbejde, og deltagerne var meget debativrige og interesserede i specielt deres mærkesag; inddragelse af de lokale i arbejdet. Senere på aftenen tog pigerne i byen med en veninde fra Sverige, mens vi hev Victor med på Oscar (homocafé) ved Rådhuspladsen. Victor og nogle andre afrikanske deltagere arbejder med seksuel oplysning i deres organisationer, men helt privat mener de at homoseksualitet er en negativ vestlig indflydelse. Da Victor er en meget tænksom fyr, mente vi, at han sikkert ville kunne ændre holdning. Så vi hev ham altså med på Oscar. Da han hørte at de fleste gæster nok virkelig var ægte homoseksuelle, så han lidt skræmt ud, men senere påstod han i hvert fald, at det ikke betød så meget, og det måske var en meget god ide at organisere det som i Danmark i modsætning til i Uganda, hvor homoseksualitet er ulovligt.
-Miki
.
Mandag d. 22. oktober
Mandag morgen var der afgang mod Krogerup Højskole i Humlebæk, hvor selve seminaret skulle afvikles. Om eftermiddagen havde vi præsentationsoplæg fra alle organisationer. ”Vores Victor” fra Uganda mener at rettidighed er forklaring på det udviklede danske samfund, så han blev en hard core ”Timekeeper”, der sammen med undertegnede fik muligheden for at dirigere seminarets første formelle sammenkomst. Der blev slået hårdt ned på deltagere, der ikke forstod tidens vigtighed. Alligevel blev tidsplanen noget overskredet efter adskillige oplæg. Ismael fra Somaliland (hvis du vil være ven med ham, må du endelig ikke forveksle det med Somalia!!!) holdt en halvtimes informativ powerpoint-show (alt fra demografi, til afrikanske fortællinger), mens KU’erne brillerede ved at mene, at de ikke mente… …at konservatisme ikke betød noget…:S Vi bevægede os forvirrede videre til KDU’erne der underholdt med at forklare deres værdier ved at tegne mursten og pinde på tavlen…Efter alle de intellektuelle udfordringer kendte vi hinanden godt og var klar til det egentlige arbejde med skrøbelige stater og uddannelse som en opfølgning på ”Større og bedre”.
-Miki

Ingen kommentarer: