Skrævscenarier i spørgsmålet om kossovos selvstændighed

juli 18, 2007

Som de fleste nok har bemærket er slutspillet om Kosovos status i gang. Den lille provins midt i Serbien, der primært udgøres af et albansk flertal var, som de fleste nok husker, i sluthalvfemserne udsat for angreb og overgreb fra det Milosovic-styrede Serbien. Den etniske udrensning mod det kosova-albanske mindretal i Serbien var blot endnu et kapitel i den triste føljeton i Eksjugoslaviens historie, og først efter indgreb fra en USA-ledet NATO-koalition kunne overgrebene bringes til ophør.
Efter massiv FN (og senere EU) tilstedeværelse i Kosovo, er det lykkedes for verdenssamfundet at opretholde ro og orden i en provins, der har været hævntørstige mod de serbiske aggressorer. Dét er dog lykkedes – blandt andet med dygtige og vedvarende danske bidrag til de internationale styrker i Kosovo. Derfor er det også alt afgørende, at de nuværende forhandlinger i FN’s sikkerhedsråd om Kosovos fremtidige status bliver frugtbare for både kosovo-albanerne og Serbien for at undgå flere blodsudgydelser på det sårbare Balkan.
Helt let ser det dog ikke ud til at blive for verdenssamfundet at løse den hårdknude som forhandlingerne i gået ind i. I EU og USA er holdningen utvetydigt, at Kosovo bør have sin selvstændighed, som Montenegro fik tidligere på året. I Serbien vil man under ingen omstændigheder acceptere en løsning, der indebærer selvstændighed for Kosovo. Og i Rusland som altid været en tæt allieret til styret i Beograd, meldte man den 9. juli ud, at Rusland ville nedlægge veto imod enhver løsning om Kosovos status, som Serbien ikke ville kunne acceptere. Som det ses er fronterne endnu engang trukket op i FN’s Sikkerhedsråd, og verdenssamfundet står endnu engang overfor en afgørende prøve om, hvorvidt viljen til fred reelt set er der. Krudttønden på Balkan kan let sprænge igen.
Der er ingen tvivl om, at det klart værst tænkelige scenarie er en situation, hvor Rusland nedlægger veto eller skaber en situation, som medfører en ensidig selvstændighedserklæring fra Kosovo fulgt af amerikansk anerkendelse. I den situation ville KFOR-styrkerne samt FN’s politienheder i UNMIK skulle opretholde deres tilstedeværelse i Kosovo på det nuværende mandat. I den situation er det ikke utænkeligt, at Nord-kosovo som udgøres af et kosovo-serbisk flertal vil forsøge at få Nordkosovo lagt sammen med Serbien. Dette vil kunne føre til massive kampe mellem kosovo-albanere og kosovo-serbere, og endda med frygt for at Serbien indsætter styrker i Kosovo.
Der er absolut ingen tvivl om, at de kommende måneder bliver afgørende for den fortsatte stabilitet på Balkan. Derfor er det også afgørende, at Serbien, Rusland og det øvrige verdenssamfund bliver enige om en holdbar løsning for Kosovos fremtidige status. Verdenssamfundet og Europa kan leve med, at der endnu engang spildes blod på Balkan.