Jeg er måske grim - men ingen tyv

februar 20, 2007

VerdenErUng er et projekt opstartet sidste år, som samler 17 unge fra forskellige steder i landet. Størstedelen af deltagerne er gymnasieelever, og derudover deltager der tre fra 3F Ungdom samt tre fra Operation Dagsværk. Gruppen er blevet dannet på baggrund af mere end 60 ansøgere. I oktober deltog jeg sammen med resten af gruppen til en spændende rejse til det latinamerikanske land, Nicaragua. Rejsen skulle sætte fokus på maquila-industrien, arbejdernes forhold på fabrikkerne, og globaliseringens betydning for et uland – og inkluderede bl.a. møder med fagforeningsfolk, besøg på en danskstøttet landbrugsskole, en tur ud til frihandelszoner, en kollektiv-ejet tøjfabrik, et møde i FN’s kontorer og overnatning i slumkvarteret Ciudad Sandino.
Det snarlige præsidentvalg i landet kunne dog ikke undgå at fange min interesse. Dette indlæg handler på den baggrund om demokratiet i landet, den hårde valgkamp samt betydningen af valget af den gamle revolutionshelt Daniel Ortega.
Rød liberalismeMit første indtryk af hovedstaden Managua var noget specielt. Overalt så man talrige flotte, røde faner og plakater. Den røde farve prægede også de mange bånd, der hang over vejen fra rødmalede lygtepæle og træstammer. Som enhver by bør se ud før næste folketingsvalgkamp – i Danmark vel at mærke. I Nicaragua er det nemlig de to liberale partier, PLC og ALN, der benytter den smukke farve på deres propagandamaterialer – hvilket unægteligt påvirkede synet på den ellers så festlige udsmykning, der for en tid stjal fokus fra de hullede veje og meterhøje CocaCola-reklamer.
Er du for livet – eller for abort?Mellemfolkeligt Samvirke er meget engagerede i Nicaragua. Derfor mødtes vi i starten af vores besøg med Mikkel Iversen fra MS. Han gav os en briefing om den aktuelle politiske situation samt den verserende valgkamp. Vi havde naturligvis en række spørgsmål, bl.a. hvorfor vi udover rødt propagandamateriale havde set flere billeder af døde spædbørn i gadebilledet. Årsagen hertil var, at den katolske kirke havde arrangeret en parade vendt imod landets abortlovgivning. I et forsøg på at gafle billige katolske stemmer, deltog alle de større politiske partier. Det blev bagefter blev opfattet som et tegn på, at de alle ville afskaffe den 100 år gamle ret til terapeutisk abort. Et kæmpe tilbageskridt i kampen for kvinders rettigheder, som det generelt skorter på.
Populistiske partier og ”den grimme”Midt i Mikkels fortælling gik alt lys ud. Energisektoren blev privatiseret, da de liberale kom til magten i 1990, og selskabet, der står for elforsyningen i Managua, kræver 9 mio. US dollars ekstra i statsstøtte. Det vil ingen partier imidlertid give dem, hvorfor selskabet typisk slukker for strømmen sammenlagt 3-4 timer pr. døgn, samtidig med at de sætter priserne op. De politiske partier går ellers normalt ikke udenom at love guld og grønne skove væk, hvis det kan skaffe stemmer. Deres løfter minder lidt om Jacob Haugaards med den undtagelse, at det er floderne, ikke vinden på cykelstierne, de vil vende. Et mindre - men til gengæld mere seriøst - parti er det nystiftede MRS; et socialliberalt parti, der slår sig op på ærlighed og anti-korruption, og til nøds kan sammenlignes med Socialdemokraterne. Herty Lewites var partiets populære kandidat, der indtil sommeren 2006 faktisk stod til at vinde valget. Herty døde tragisk nok samme sommer af hjertestop, men partiet, der efterfølgende valgte vicepræsidentskandidaten Edmundo Jarquín (Mundo) som ny præsidentkandidat, fortsatte kampagnen for ham!
Et eksempel på det lave niveau i valgkampen er de liberales mobning af MRS’s nye kandidat, som de ganske simpelt mener, er for grim. Lynhurtigt var Mundo dog i offensiven og brugte deres eget udsagn imod dem med modspillet ”jeg er måske grim – men ingen tyv” – med slet skjult henvisning til Aléman, tidligere præsident og reel leder af PLC, som just var blevet dømt for korruption og hvidvaskning af penge til valgkampen. Det virkede i følge meningsmålingerne over al forventning, og Mundo begyndte at kalde sig selv ”El Feo”, den grimme.
I stedet for at komme med konstruktive forslag og fremlægge deres egne visioner vælger partierne ofte at undsige modstandernes argumenter. Det handler ikke om selv at score stemmer gennem konkrete tiltag men i højere grad om at underminere modstanderen. En af grundene er den tidligere stærkt polariserede befolkning, hvor man skabte sin identitet i kontrast til den anden side, til de andre. Det præger stadig den almindelige nicaraguaner. Man gør utrolig meget ud af at vise sit politiske tilhørsforhold og nægter at samarbejde med folk af anden overbevisning. Det medfører selvsagt, at landet går fuldstændig i stå op til et valg. Én ud af to essentielle grunde til, at landet ville være gået bankerot, hvis de skulle ud i 2. valgrunde. Den anden er, at udenlandske investeringer udebliver, indtil der er fundet en præsident. De liberale kørte aggressive og forudsigelige skrækkampagner delvist finansieret af USA om, at denne tilstand ville fortsætte, og alle investorer ville finde andre og mere sikre steder at investere i, hvis ikke netop de vandt valget.
Fra spansk styre til sandinismoEn ting, der kendetegner Nicaraguas historie, er ufrivillig afhængighed. Spaniolerne koloniserede i 1519 den vestlige del af landet, og først 319 år senere blev Nicaragua en selvstændig republik. William Walker, en nordamerikansk lejesoldat, blev landets første præsident. Efter Walker havde legaliseret slaveriet og indført engelsk som officielt sprog, generede han imidlertid både de liberale og de konservative i så høj grad, at de samledes og smed ham på porten ungefær 20 år senere. Der er skrevet bøger om den (for den konfliktinteresserede) umådeligt interessante nicaraguanske historie. For overblikkets skyld vil jeg prøve på at holde mig til de vigtigste begivenheder. I 1909 intervenerede USA første gang militært, og i 1936 overtog den liberale Samoza magten ved statskup.
Samoza underlagde sig store dele af erhvervslivet inklusiv den offentlige sektor, forbød fagforeninger, snuppede selv nødhjælpen givet i forbindelse med et jordskælv, der kostede 10.000 menneskeliv, og dertil slagtede han enhver form for opposition. Derudover iværksatte han såkaldte ”drive-by’s”; hvis en stor gruppe unge blev set sammen, blev de mejet ned med maskinpistoler, da Samoza så de unge som hans værste fjende, eftersom det altid er dem, der er mest rebelske. I 1979 blev Samoza tvunget til at flygte ud af landet, og sandinisterne med Daniel Ortega i spidsen overtog. Herefter fulgte omfattende nationaliseringer, en stor jordreform og massiv satsning på sundheds- og uddannelsesområdet.
Da Ronald Reagan tiltrådte som præsident i 1981, stoppede USA deres økonomiske støtte til Nicaragua på grund af frygt for at sadinistregimet ville medvirke til kommunismens spredning i Mellemamerika. Til gengæld pumpede USA penge i oprørshæren, contraerne, der ville vælte sadiniststyret. Da det kom frem, blev den økonomiske støtte omdøbt til ”humanitær hjælp”.
Valutafonden og WashingtonI 1990 stoppede borgerkrigen – men USA’s indblanding i landets interne affærer fortsatte. Senere samme år var der valg, og Ortega tabte overraskende til Chamorro, hvis regeringsperiode blev en overgang fra sandinisternes socialisme til den konservative politik, Aléman førte, efter han vandt valget i 1996. De statslige udgifter blev skåret, den offentlige sektor indskrænket, flere statsejede virksomheder blev privatiseret og importtolden nedsat, efter lån af og krav fra IMF.
På turen mødtes vi med flere fra MS, deriblandt en lokal nicaraguansk kvinde på 52 ved navn Gloria. Ifølge hende er det netop IMF, der grundet liberaliseringer og internationalisering tager beslutningerne vedrørende den økonomiske politik i Nicaragua, i stedet for de nationale politikere. Det er med til at få den almindelige nicaraguaner til at tvivle på demokratiets goder. ”Nicaraguanerne har fået politisk frihed og demokrati, men fattigdommen er ikke blevet reduceret. Demokratiet har ikke gjort vores hverdag bedre, og der er stadig en kæmpe kløft mellem rige og fattige”, forklarede Gloria, der havde arbejdet for MS i 11 år. ”Til trods for at der hersker usikkerhed om demokratiet er den bedste styreform, foretrækker nicaraguanerne ikke diktatur. De fleste har bare en mere tåget forestilling om begrebet.
Danmark har haft 200 år til at vænne sig til det, mens en nicaraguaner ikke umiddelbart forbinder rettigheder som fx ytringsfrihed med demokrati – det er mere ”OK, demokrati er at tale i stedet for at slås”.
Pagten gav ham magtenBåde slået og talt har Daniel Ortega. Den gamle revolutionære rebel vandt valget i Nicaragua d. 5. november 2006 på trods af støtte til Montealegre fra Bush-regeringen og en særdeles aktiv amerikansk ambassadør ved navn John Trivelli. Og havde det ikke været for en kontroversiel og udemokratisk pagt indgået mellem Ortega og Aléman for 7 år siden, havde de liberale såmænd også vundet.
Først og fremmest var de liberale, der tilsammen fik 55 % af stemmerne, sandsynligvis ikke blevet splittet i to. Dernæst inkluderede pagten bl.a. en ændring af valgloven, således at vinderen kun behøves 35 % af stemmerne samt et forspring på 5 % -point fra næste kandidat for at vinde i første runde. Ortega fik 38 %, og Aléman, der sidder i fængsel (læs: husarrest i sin private luksusvilla), får aldrig selv glæde af aftalen.
Pagten bestod derforuden af en deling af magten, hvor udvalgsposter, dommere i Højesteret og pladser i Valgkommissionen fordeltes ligeligt mellem sandinister og liberale.
En forandret Daniel Ortega?Efter 16 år i oppositionen blev Ortega genindsat som præsident d. 10. januar 2007, efter et af historiens mest overvågede valg, som internationale observatører deriblandt Carter-kommissionen vurderede til at være frit og retfærdigt. Men det er ikke den samme mand, som nødtvungent forlod embedet i 1990. Han har sluttet fred med den magtfulde katolske kirke, lovet troskab til det frie marked, og, som den spanske avis El Pais skriver, er han ”i dag mere opsat på at nå magtens sidste tog end at gennemføre et venstreorienteret program. Trods sit venskab med både Chavez og Fidel Castro påkalder han sig nu oftere Gud end revolutionens ikoner”. Vil el comandante kunne gøre en forskel for det fattige land?
Indflydelsen fra ChavezAllerede en god uge efter sin indtræden lovede Ortega gratis skolegang og sundhedsvæsen til befolkningen, hvilket ellers blev afviklet, da de liberale kom til magten i 1990. Analfabetismen, der var nede på 13 % i sandinisternes regeringsperiode, er igen oppe over de 50 %, næsten tre-fjerdedele af befolkningen lever for under 2 dollars om dagen, og 1 million børn går ikke i skole – uddannelse er bestemt et område, der kræver akut opprioritering.
Daniel Ortegas handlefrihed er dog umiddelbart noget begrænset. Udover at være nødt til at tage hensyn til det flertal, der ikke stemte på ham, er sandinisterne bundne på hænder og fødder i forhold til IMF, Verdensbanken og andre donorer. Bånd, Hugo Chavez hellere end gerne ville være med til at cutte. Massevis af billig olie og kunstgødning strømmede fra Venezuela til de sandinistiske kommuner under valgkampen. Olien strømmer stadig, hvorfor Ortega har sat benzinpriserne ned – spørgsmålet er bare om Chavez ikke har åbnet hanerne forgæves.
A sceptical believerDaniel Ortegas motiver er svære at tolke. Indtil videre ser han ud til at lægge sig tættere op ad mere moderate socialister som Brasiliens Lula og Bachelet i Chile, hvilket bestemt er mere ønskeligt end at følge Castro-Chavez-eksemplerne. Man må dog ikke glemme Ortegas fortid – men Nicaragua har forandret sig meget siden 80’erne, og med de førnævnte ændrede økonomiske spilleregler og internationale forpligtelser er der grund til, som Gloria udtrykte det, at være ”a sceptical believer”.
Daniel Ortega har rakt hånden frem til fred og forsoning til både højre og venstre, nord og syd. USA hiver den ene vej i et forsøg på ”damagecontrol”, mens den radikale, antiglobale og i særdeleshed antiamerikanske Chavez river den anden vej. Lad os håbe Ortega formår at balancere på den gyldne middelvej.
Skrevet af Mette Hansen, medlem af Internationalt Udvalg og DSU HIB