Besøg i Hizbollahs besættelseslejr

april 18, 2007

Den tredje og sidste dag i Libanon gik for FTW-deltagerne med en tur til nogle ruiner i Baalbeck, hvorefter bussen kørte mod grænsen ved Damascus.
Sandsynligheden for forsinkelse i forventet ankomsttidspunkt til Beirut pga. problemer ved grænsen var pænt høj. Da vi havde aftalt et møde med PYO senere på dagen, valgte vi derfor at sige farvel til de andre FTW-deltagere om morgenen og bruge den solrige formiddag på at opleve Beirut i dagslys og på gåben. Det var på alle måder en interessant oplevelse – specielt da vores ben førte os hen til Hizbollahs lejr! Skræmmende og tankevækkende.
Først skulle vi hen til downtown, centrum i Beirut, hvor bl.a. det libanesiske parlament ligger. Alle veje dertil var stærkt bevogtede af politiet, og vores tasker blev også gennemsøgt op til flere gange. I gaden var der stort set tomt, og stilheden stod i skærende kontrast til Anes oplevelser fra sidste besøg i Libanon, hvor den indre by var præget af tempo og en livlig stemning. Efter at have krydset afspærringerne på den anden side, kom vi hen til teltene, vi tidligere havde kørt forbi. Med lidt charme og ved at lege lyshåret, uvidende turist kan man komme langt, og vi fik bevæget os et godt stykke hen mod teltene, før vi blev stoppet af en ung Hizbollah-gut. Han var meget interesseret i vores navne, nationalitet og civile status. Vi var mest interesserede i, hvorfor han havde boet på pladsen i en måned og andre havde besat stedet siden november. Trods fotografiforbud lykkedes det os at lokke hans kammerat til at tage et billede af os: [indsæt billede]
Besættelsen – som libaneserne kalder en demonstration – forværrer ikke kun den meget usikre politiske situation men ødelægger også totalt livet i den indre by. Caféer tvinges til at lukke på stribe, butikkerne har jerntremmer for ruderne, og udenlandske investorer trækker pengene ud. Da vi kom lidt væk fra teltene, var der imidlertid optimisme at spore. Vi gik forbi et hav af byggepladser, hvor store indkøbscentre og luksushoteller langsomt vokser frem. Det signalerer en klar tro på fremtiden, på bedre tider med politisk stabilitet og økonomisk vækst. Efter at have brugt et par dage i det skønne Beirut, kan man ikke andet end at håbe, at troen flytter bjerge. Libanon er virkelig et land med muligheder.